Afholdelse af Coronabridge

Klubbens medlemmer kan tilmelde sig enkeltaftens Coronabridge.
Dette er et TILBUD til den ivrige spiller, der OGSÅ gerne vil spille i oversidder-ugerne, og altså ikke noget man skal føle sig forpligtet til at sætte sig ind i.

Coronabridge bliver afholdt efter et samme princip som i forsommeren. Dog er det meningen at man i højere grad selv skal koordinere, hvem de fire par er. Desuden skal I selv sørge for forplejning, sprit og meldekasser, og det er ikke muligt at tilkalde en turneringsleder.

Til gengæld får I lagte kort, og resultaterne bliver registreret på hjemmesiden med kortfordelinger osv.
I kan vinde man bronzepoint men ingen vin. Der bliver IKKE lavet handicapjustering for kampen.

Hvor

Hvis I kan arrangere, at kampen afholdes privat, er det det bedste.
Hvis det ikke kan lade sig gøre, har vi booket lokale C, som ligger i hovedbygningen på Tapeten. Der er plads til to kampe dér (dvs. 2x8 spillere = 16 spillere).

Hvis I spiller på Tapeten er det meget vigtigt at

  • I går ind ad hovedindgangen (det buede indgangsparti) og kun færdes i hovedbygningen. I må ikke 'blande jer med' spillerne i Lille Sal. Benyt også toiletterne i hovedbygningen  (krav fra myndighederne)
  • I stiller bordene tilbage, som planchen i rummet angiver, når kampen er færdig

Hvornår

Tirsdage aftener de uger, hvor man ellers 'sidder over'. Kampen spilles mellem kl. 19-23

Find 3 andre par at spille med

Vi har lavet en Corona-børs (se link øverst i den grønne boks), hvor I kan skrive jer på og finde ligesindede at spille med. Det vil sige, at Coronabørsen er dér, hvor I tilkendegiver jeres interesse for at deltage i Corona-kampene, men det er ikke en egentlig tilmelding. Se det som en opslagstavle, hvor I kan finde hinanden.

Tilmelding

Når I har fundet 3 andre par og eventuelt en privat vært (eller har nået at booke jer først på Tapeten), opretter I kampen ved at booke den online (se link til hver dato i den grønne boks). Dette er så den endelige tilmelding af de 4 par til en kamp.
Ved tilmeldingen skal I angive en person, der er ansvarlig for afhentning af kortene, og til hvem vi kan sende startliste og bordplancher.

Udlevering af kort

I kan afhente kort i Lille Sal på Tapeten (hos Mathias) tirsdag aften ugen før. I særlige tilfælde kan I eventuelt aftale med Torben L, at I mødes på Tapeten i løbet af ugen inden Coronakampen og får kortene udleveret. Torben kan kontaktes på 25 34 07 92.

Hvordan foregår kampen

Fire par spiller sammen en given tirsdag ved to borde. De spiller 3 runder á 9 spil: en runde imod hvert af de tre andre par.
Resultaterne noteres på et specielt resultatskema, som er personligt og skal bringes med til alle runderne. (I får resultatskemaer udleveret sammen med kortene, så I behøver ikke selv at printe)

Når I udfylder skemaet, bedes I være særlig omhyggelig med parnumre – både for jer selv og for modstanderne.

Turneringen beregnes som en holdturnering (imp-beregning).
Beregningen tilgodeser de samme spilprincipper, som når man spiller en almindelig holdturnering:

  • Vind dine kontrakter; overstik er ikke vigtige.
  • Konkurrer ikke for hårdt om delspil; 2 doblede undertræk gør ondt.
  • Meld hårdt til game (især i zonen).

Resultater

Efter hver runde gør man runden op med sine ”pseudo-holdmakkere” (dvs. dem der har spillet modsat led af en selv. Hvis man har spillet NS, så mødes man altså med ØV parret fra det andet bord). Man skal gøre runden op efter hold-princip (IMP beregning), og tælle scoren sammen på resultatskemaet.

Når aftenen er ovre, har man opsamlet tre sæt resultater, som lægges sammen, og det lokale vinderpar er dem med den højeste sammenlagte score.

Send et billede af resultatskemaet fra hvert par til Torben og Knud. Husk at informere om evt. ændringer, der er lavet i parnumrene.
Derudover vil resultaterne for alle Coronabridge-arrangementer indgå i en opgørelse på tværs af alle aftenens coronakampe. Her vil der også blive fundet en vinder, og tildelingen af bronzepoint gives i forhold til denne opgørelse.

Vi vil forsøge at få indtastet resultaterne, så de er tilgængelige senest torsdag morgen kl. 9.00 (sandsynligvis endnu tidligere). Her kan man også se, hvad der er blevet spillet i de andre kampe samme aften.